Hvorfor kinesisk, japansk og koreansk er tre helt forskellige verdener for en oversætter
Der hersker en udbredt misforståelse om, at østasiatiske sprog udgør én samlet gruppe af østlige skriftsprog, hvor man blot skal lære nogle få hundrede fælles tegn for at kunne forstå, hvad der bliver sagt i Beijing, Tokyo og Seoul. For folk uden kendskab til filologi kan kinesisk, japansk og koreansk ofte virke som næsten udskiftelige dialekter fra én mystisk region. For en professionel lingvist er de imidlertid tre vidt forskellige verdener, hver med sin egen grammatiske logik, sine egne kulturelle koder og sin unikke historiske udvikling. Forsøger man at gribe dem an med en universel skabelon, ender det uundgåeligt med at spænde ben for international forretning og føre til alvorlige kommunikationsbrist og økonomiske tab. I denne artikel gennemgår vi i detaljer, hvordan de vigtigste sprog i Østasien adskiller sig grundlæggende fra hinanden, hvilke oversættelsesudfordringer specialister møder, og hvorfor korrekt lokalisering af indhold kræver et indgående kendskab til den lokale mentalitet.
Oprindelse og sprogfamilier: isolerende struktur kontra agglutination
Set fra den sammenlignende historiske lingvistiks perspektiv er disse tre sprog ikke engang beslægtede. Kinesisk tilhører den sinotibetanske sprogfamilie og har en isolerende struktur. Det har stort set ingen endelser, præfikser eller suffikser, og de grammatiske relationer udtrykkes gennem en fast ordstilling og funktionspartikler. Kinesisk er desuden et tonesprog: Den samme stavelse kan få betydninger som mor, hest eller skælde ud, alt efter hvilken tone den udtales med. Grundordstillingen i kinesiske sætninger minder om den i europæiske sprog: subjekt, verbal, objekt (SVO).
Japansk og koreansk er bygget helt anderledes op. De fleste moderne forskere betragter dem som isolerede sprog eller henfører dem til den hypotetiske altaiske makrofamilie. Begge sprog er agglutinerende: Kæder af suffikser føjes efter hinanden til en uforanderlig ordrod, og hvert suffiks udtrykker en bestemt grammatisk betydning, kasus eller høflighedsgrad. Ordstillingen er den stik modsatte af den kinesiske: Verbalet står altid til sidst i sætningen (SOV). Når en erfaren oversætter arbejder med talt japansk eller koreansk, må vedkommende lytte til den talende helt frem til den sidste stavelse, for det er netop det afsluttende verbalsuffiks, der afgør, om samtalepartneren fremsætter en påstand, benægter den eller stiller et retorisk spørgsmål.
Skriftsystemer: skrifttegn, stavelsesalfabeter og et videnskabeligt alfabet
Skriften udgør endnu en tydelig skillelinje mellem de tre kulturer. I Kina anvendes udelukkende et logografisk system — skrifttegnene hanzi, hvor hvert tegn repræsenterer et helt begreb eller morfem, ikke en lyd. Her må specialister desuden skelne mellem de forenklede tegn, der anvendes i det kinesiske fastland og Singapore, og de traditionelle tegn, der bruges i Taiwan og Hongkong.
For mange århundreder siden lånte Japan kinesiske tegn, men tilpassede dem til sin komplekse grammatik og skabte dermed verdens mest komplicerede skriftlige blandingsform. Moderne japansk tekst kombinerer fire systemer på én gang: skrifttegnene kanji til ordstammer, stavelsesalfabetet hiragana til grammatiske endelser, det andet stavelsesalfabet katakana til låneord fra fremmedsprog og det latinske alfabet romaji til forkortelser og brands.
Korea fulgte en helt unik vej. Frem til midten af det femtende århundrede brugte koreanerne de kinesiske skrifttegn hanja, men de egnede sig dårligt til at gengive lydene i koreansk tale. I år fjorten hundrede og seksogfyrre præsenterede kong Sejong den Store verden for hangul — et af de mest fuldkomne og logiske lydskriftssystemer i menneskehedens historie. Hanguls bogstaver gengiver grafisk taleorganernes form, når lydene udtales, og grupperes i pæne, kvadratiske stavelsesblokke. I dag skrives koreanske tekster næsten udelukkende med hangul, mens hanja kun bruges i juridiske dokumenter, historiske studier og til at skelne mellem ord, der ellers ville kunne forveksles på grund af deres betydning.
Grammatik, kontekst og gåden om de manglende pronomener
De strukturelle oversættelsesudfordringer forstærkes af den stærke kontekstafhængighed i japansk og koreansk kultur. I begge sprog spiller særlige fokus- og kasuspartikler en vigtig rolle, såsom japansk wa og ga eller koreansk eun og neun. De skelner tydeligt mellem sætningens tema (det, man allerede ved) og rema (den nye information).
I daglig tale og forretningskorrespondance forsøger japanere og koreanere desuden i videst muligt omfang at undgå personlige pronomener som jeg, du eller han. Direkte brug af andenpersonspronomenet opfattes ofte af samtalepartneren som uhøflig eller som en krænkelse af vedkommendes personlige grænser. Derfor udelades både subjekt og objekt ofte i sætningen, og hele meningsindholdet afhænger af situationens kontekst. Automatiske algoritmer og maskinoversættelsestjenester mister i sådanne tilfælde helt tråden og tilskriver handlingerne tilfældige personer. Kun en kvalificeret professionel oversættelse udført af et menneske kan genskabe de egentlige logiske sammenhænge og forfatterens hensigt.
Hierarki, høflighed og social afstand
I østasiatiske samfund er sproget det vigtigste redskab til at opretholde social harmoni og et strengt hierarki. Japansk har et omfattende høflighedssystem, keigo, som er opdelt i tre grundlæggende registre: det neutralt høflige teineigo, det ærbødige sonkeigo, der ophøjer samtalepartneren, og det ydmyge kenjogo, hvor taleren nedtoner sig selv. Et forkert valg af verbalform i kommunikationen med en japansk partner kan øjeblikkeligt ødelægge den tillidsfulde atmosfære.
Den koreanske sprogtradition har syv forskellige høflighedsstile, som afhænger af deltagernes alder, stilling og indbyrdes slægtskab. Selv ét års aldersforskel kræver straks et skift i sprogligt register og brug af særlige honorifikke suffikser. En direkte, ordret oversættelse af europæiske kontrakter eller præsentationer uden tilpasning til østlige etikettenormer virker uvidende og provokerende i asiatiske partneres øjne. Derfor kræver østasiatiske sprog, at lingvisten ikke blot har filologisk viden, men også en indgående forståelse af den sociokulturelle etikette.
Nuancer i lokalisering til regionens markeder
Når en virksomhed skal lokalisere digitale produkter, hjemmesider eller software til regionens markeder, står det tekniske team over for særlige udfordringer. Skrifttegn fylder betydeligt mindre i bredden end kyrilliske eller latinske bogstaver, men kræver større linjeafstand på grund af de grafiske elementers høje tæthed. Forkert valgte skrifttyper kan få komplekse tegn til at flyde sammen til ulæselige klatter.
En vellykket lokalisering er desuden umulig uden integration i de lukkede, lokale digitale økosystemer. I Kina dominerer søgemaskinen Baidu og superappen WeChat frem for vestlige tjenester; i Japan spiller Yahoo Japan og beskedtjenesten Line en central rolle, mens portalen Naver og tjenesten KakaoTalk er de ubestridte markedsledere i Sydkorea. Det er også vigtigt at tage højde for kulturelle tabuer og overtro, for eksempel tetrafobi, der er udbredt i regionen — en panisk frygt for tallet fire, hvis udtale på alle tre sprog minder om ordet død.
Praktiske anbefalinger til virksomheder og specialister
For at få succes på markederne i Kina, Japan og Korea er det afgørende at opgive forestillingen om, at landene ligner hinanden. Kunder, der bestiller sprogtjenester, bør sammensætte særskilte projektteams for hvert sprogområde og inddrage personer med det pågældende sprogs nationale dialekter som modersmål.
Nye specialister bør fra første dag af deres uddannelse ikke blot fokusere på at lære ordforråd udenad, men også på at studere den historiske kontekst, høflighedssystemerne og de kulturelle koder grundigt. Enhver professionel oversættelse af høj kvalitet til østasiatiske sprog er en nøje afstemt balance mellem sproglig præcision og respekt for århundredgamle traditioner. Kun en sådan bevidst tilgang gør det muligt at overvinde alle oversættelsesudfordringer og opbygge stærke partnerskaber med samarbejdspartnere fra Østasien.
