Han eller hun? Kønsmæssige forskelle i oversætterens arbejde
Mens jeg oversatte en bog om erhvervspsykologi, der handler om forskelle mellem mænds og kvinders tankegang, kom jeg til at tænke på, hvordan mandlige og kvindelige oversættere adskiller sig fra hinanden. Og er disse forskelle afgørende for oversætterarbejdet? Hvem har man størst tillid til?
Disse og lignende spørgsmål lægger op til, at man ser på flere aspekter: det fysiologiske, det psykologiske og det historiske.
Fysiologi
Lad os begynde med det første punkt.
Forskere har påvist, at mænds og kvinders hjernestruktur adskiller sig på visse punkter. Hos kvinder er forbindelsen mellem hjernehalvdelene mere udviklet. Det hænger uden tvivl først og fremmest sammen med kvindens vigtigste naturlige opgave – at føde og opdrage børn. I sin rolle som mor skal kvinden ofte klare flere ting på én gang: holde orden i hjemmet, passe barnet og lave mad. For at hun ikke skal bukke under for dette ræs, har hun fået en «fordelende bevidsthed», hvor begge hjernehalvdele, som står for henholdsvis logisk og billedlig tænkning, arbejder tæt sammen.
Derfor har kvindelige oversættere ofte en mere fintfølende sans for ord og undertekst. De kan læse «mellem linjerne». Denne egenskab er især værdifuld inden for skønlitterær oversættelse.
Hos mandlige oversættere arbejder højre og venstre hjernehalvdel derimod mere «uafhængigt» af hinanden. Manden er jo af natur kriger, beskytter og forsørger, og derfor har han ikke brug for kvindesindets finesser.
De er mere tilbøjelige til at holde sig til én bestemt betydning af et ord. Derfor har mænd lettere ved teknisk oversættelse, hvor præcise formuleringer er afgørende.
Psykologi
På dette område udviser kvinder større kommunikativ fleksibilitet og en bedre evne til at fornemme deres samtalepartner. Også denne egenskab hænger sammen med kvindens moderlige natur og er blevet udviklet gennem århundreder.
Mænd er derimod mere direkte, og den fleksibilitet, der kendetegner kvinder, falder dem ikke naturligt.
Kommunikative evner er især vigtige for tolke, hvor indirekte, nonverbal kommunikation spiller en væsentlig rolle ud over de faglige kvalifikationer.
Historie
Historisk set har mandlige oversættere været dominerende i skelsættende perioder, især under krige. I det 20. århundrede var oversætterfaget en form for tjeneste for statssystemet, hvor der ikke måtte ske fejl.
En oversætter kunne få kendskab til oplysninger af national betydning, hvilket gjorde arbejdet nært beslægtet med efterretningsarbejde. Derfor er militære og statslige oversættere som regel mænd. Krig og efterretningstjeneste har jo «et mandligt ansigt».
Det bør dog understreges, at sådanne betragtninger blot peger på en vis tendens. Ingen regel er uden undtagelser. I dag er oversætterens professionalisme det vigtigste kriterium for arbejdet. Kønsmæssige forskelle er i det store og hele af sekundær betydning.
